Overlærer Clemens Heitmann  (1854-1917)

 

Heitmann nedstammer fra en gammel familie af lærere. Han blev født i Grävingheide i nærheden af Dorsten. Han fik sin første ansættelse som lærer i 1870. Senere underviste han i Ochtrup og Everswinkel ved Warendorf, for til sidst at få embede i Steinfurt i 1873. Der underviste han til 1915, samtidig med at han virkede som organist og kordegn.

Hans datter fortæller om en streng skoletugt, men tillige faderlig omsorg for alle elever, også lang tid efter at de havde forladt skolen. Han udarbejdede personlig et omfattende undervisningsmateriale – udstoppede dyr indgik i samlingen – som skolen ikke havde. På denne vis anskueliggjorde han megen viden som ellers ikke blev forundt elever i datidens folkeskole.

Denne naturbegejstrede mand var tillige en passioneret jæger. Under en jagt i Dumte faldt han ulykkeligvis i en vandgrav, men fortsatte jagten og pådrog sig derfor en meget alvorlig forkølelse. Desværre kom han sig aldrig helt og afgik ved døden den 13. januar 1917 efter årelangt sygeleje.

Heitmann erhvervede sin første Kleiner Münsterländer tæve i 1877. Når tiden var moden til en erstatningshund lod han sine tæver bedække, men kun af hanhunde hvis fremragende jagtegenskaber han ved selvsyn havde konstateret under jagt.

 

Heitmann var en af de første opdrættere, som tog alvorligt fat på at rendyrke den stamme af KlM, som senere fik navn efter ham. Det var lette, ganske højtstillede hunde med fortræffelige egenskaber, sirlige, letførte og meget sociale. Skuldermål var 40-50 centimeter og de halsede på fod.

Han havde købt sin første hund, ’Flora’, hos kroværten August Hessling i Leer, der havde opdrættet disse hunde siden 1850.

'Flora von Westerberg' 5

Typisk Heitmann KlM

Edmund Löns skrev:

” Med en ganske vist lille, men færdigudviklet stamme, de bekendte hunde af den Heitmann’ske avl, begyndte vi uden stort besvær den stambogførte avl. Med den største venlighed meddelte Herr Heitmann senior mig alt af interesse vedrørende de af ham avlede hunde. Jeg kunne yderligere supplere hans oplysninger med hvad jeg vidste fra andre opdrættere, der havde avlet i mange år; dertil stod i levende live forældredyr, bedsteforældre og endda en del af oldeforældrene, således at jeg selv kunne tage dem i øjesyn, og først efter at jeg ved ivrigt studium  og sammenligning med de andre wachtelhunderacer var kommet til den konklusion, at vi her i de små ’spioner’ besad resterne af en urgammel, national brugshunderace med høje jagtliga dyder, offentliggjorde jeg mine erfaringer og undersøgelser i pressen”.