Til en begyndelse

"Den lille hund står fast i den smukkeste stand for alt trykkende vildt til jægeren når op –derefter bliver vildtet rejst, det dødskudte hentet, det anskudte med største sikkerhed og omhu sporet og apporteret -"

Sådan skriver Rudolf Löns, bror til Edmund Löns, "genopdageren" af den "Den lille Spion" (Spiönken), som ejerne kaldte deres små jagthunde for at karakterisere deres arbejdsmåde i sin bog "Hunde -Sport -Av1 - En begynderbog". Bogen udkom i 1921 og er for længst slidt i laser af generationer av nybagte hundeejere .

I sin tid som forstkandidat havde Edmund Löns i 1906 hos lærer Heitmann i Burgsteinfurt fundet nogen av de små hunde. Heitman havde avlet på samme linje i 40 år og kunne følge den i renavl yderligere 70 år tilbage.

Forfædrene til Heitmann’s hunde, vor nuværende Kleiner Münsterländer, KlM, havde i umindelige tider været de såkaldte ’brødjægeres’ jagthund. Disse folk havde jagten som erhverv og tjente helt eller delvist til livets ophold på denne vis. For en ringe løn forpagtede de uhyre hede- og mosestrækninger i det nordvestlige Tyskland, hovedsagelig i Westfalen, sluttede så parvis eller flere deres revirer sammen og kunne nu jage så langt øjet rakte. Om sommeren dyrkede de en lille jordlod, arbejdede i tørvemosen eller tog plads som daglejere. Når efteråret kom, og lindebladene svævede til jorden blev de jægere, utrættelige, ivrige jægere, som ikke lod bøssen blive kold. Jagten på småvildt var dengang ikke udbytterig som i dag; enorme fåreflokke befolkede den endeløse hede og gav ikke plads for meget vildt. Bortset fra Morten Langben var ænder i talrige flokke at finde overalt i de mange tørveskær, vandhuller og mosestræk. Men - hovedvildtet var haren, der betalte jagtlejen og desuden kunne give et ganske net overskud Hver hare betød en dagløn. Derfor var det ubetinget disse ’professionelle’ jægeres største bekymring at få fat i alle anskudte harer..

Det fremgår klart at hedejægerne og andre som drev jagt dér, til dette formål måtte have rådighed over overordentlig gode hunde, som for det første dødsikkert kunne finde og rejse haren på de vide hedestrækninger; men yderligere var sporsikker, og som omhyggelig og trofast apportør ikke lod noget anskudt vildt tilbage når jagtdagen var forbi. Derfor blev hovedvægten i avlen fra generation til generation selvfølgeligt lagt på egenskaber som finderevne, fast stand og sikker apportering. Det var hvad ’brødjægeren’ fordrede af sine hunde og disse egenskaber fandt han ikke hos nogen race så lykkeligt forenet som hos de små, lokale langhårede.

På grund av racens udbredelse især hos præster og landsbyskolelærere fik den snart i folkemunde tilnavnet ’den lille magisterhund’ (Magisterhündlein).

Løns fortsatte imidlertid sin søgen i Münsterland, og i området Belen, Reeken, Coosfeld og Hervest-Dorsten fandt han frem til en  anden lignende stamme.

Til den Heitmann'ske stamme kom således senere de tungere, mørkere og noget større ’spioner’ fra jagtopsynsmand Wolberg i Hervest-Dorsten.

Wolberg havde i 1907 købt tre hunde, en han og to tæver, af urmager Heinrich Brüning i Tungloh. Denne stamme kunne føres uafbrudt tilbage til 1860’erne. Han beholdt to af hundene, ’Rino Hervest 36’ og ’Mirzel I Hervest 37’, som var kuldsøskende og stammede fra en parring mellem to kuldsøskende, ’Caro’ og Polly’.

Som de fleste af de stående og ikke-stående jagthunderacer, som vi kender og anvender til jagt i dag, kan racens aner sandsynligvis føres helt tilbage til det 13. og 14. århundrede til de Vagtel- og Spaniellignende hunde, som beskrives i litteraturen.

I 1555 omtales således hos Dudley en stående spaniel, og i 1588 omtales navnet Wachtelhund for første gang. Sebitz meddeler at hunden har fast stand og et udmærket søg. Vagtelhunden blev sikkert forløberen for den race, vi i dag kender under navnet Kleiner Münsterländer. Sikkert bevis får vi først i 1860'erne med hanhunden "Caro".

Malerier af især tyske, italienske og hollandske malere fra samme perioder gengiver også hunde hvis lighed med racen i dag er umiskendelig.

Dette er en gengivelse af et kobberstik Efter dagens arbejde’ af Adolf Elberle

(’Illustrierte Jagdzeitung, Leipzig, 1883).

1912 blev Kleiner Münsterländer anerkendt som selvstændig race i Tyskland.